Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Aborren - den stribede rovfisk
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Den stribede rovfisk _ _

Af Ragna Lychau

Aborren er nok en af de første fisk, man støder på, når man begynder at fiske. De fleste, som fisker ved sø og å, har prøvet at fange én. Den er nemlig en grådig fætter, der nemt falder for lystfiskerens agn. Desuden er den en meget almindelig fisk herhjemme, hvor den findes fra det mindste gadekær, hvis vandet er rent, til vore største søer.

Aborren er en flot fisk, som er let at kende på den høje ryg, der rejser sig bag hovedet. Rygfinnen har stive finnestråler, som er meget spidse - så man kan let stikke sig til blods, hvis man ikke passer på. Farverne kan være meget forskellige, alt efter hvor den lever. De fleste aborrer er gul-grønne på siderne med lodrette mørke striber. I nogle søer er der aborrer, der nærmest er røde. Det er fordi, disse aborrer mest lever af krebsdyr, og farvestofferne fra krebsdyrene sætter sig i aborren.

Aborren lever det meste af sit liv ved bunden. Den er en stimefisk, der i større eller mindre flokke svømmer rundt og leder efter føde. Stimens jagtteknik er overraskelsesangrebet! Aborren æder faktisk alt, hvad der bevæger sig under vandet - bare det har en passende størrelse. Små aborrer æder rogn fra andre fisk, vandinsekter, små krebsdyr, orme og larver. Større aborrer æder fiskeyngel, igler, krebs og småfisk af enhver slags. Hos de største aborrer står menuen især på fisk som skaller og løjer, og den agerer gerne kannibal - den æder nemlig også mindre aborrer!

Selvom vinteren er over os, kan man sagtens tage på fisketur. Og skulle det blive rigtig koldt, hakker man bare hul i isen og smider krogene i. Der er gode chancer for at få en aborre på krogen!

Læs mere på danske-dyr.dk