Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Admiralen klarede vinteren
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Admiralen klarede vinteren _ _

Af Ragna Lychau

Admiralen er en træksommerfugl, som kommer til Danmark fra Sydeuropa. Som regel kommer de første i april-maj. De lægger æg, og senere på sommeren flyver de indfødte admiraler rundt. Når det bliver efterår, trækker admiralerne mod syd eller forsøger at overvintre.
Normalt kan de ikke klare den danske vinter, men i denne vinter - som er den varmeste nogensinde - ser det ud til, at det er lykkedes mange admiraler at overvintre her i landet. Der blev således set flere admiraler i slutningen af januar, og her i marts er der set admiraler flere steder rundt omkring i landet.

Med sine sorte, røde og hvide farver kan admiralen ikke forveksles med andre danske sommerfugle. Den er fundet overalt i Danmark. Der kan være år, hvor den er sjælden og fåtallig, men oftest kan man finde den flotte sommerfugl de fleste steder i landet i løbet af sensommeren.
Admiralen yngler først og fremmest på fugtige og delvis skyggefulde steder, hvor der vokser mange brændenælder. Den er derfor især almindelig i moser, enge og fugtige skovlysninger, hvor der også vokser gode nektarplanter som tidsler, hjortetrøst og lignende. Admiralen flyver dog meget omkring, og udenfor yngletiden kan den findes overalt i landskabet - også i vores haver.

Admiralen-hunnen lægger sine æg i toppen af brændenælder. Efter 4-5 dage klækkes æggene. Larven spinder straks et nældeblad sammen til et lille "nældehus", som den bor i. Larven lever af nældeblade, og i takt med at den vokser, spinder den større og større "huse". Efter 3-4 uger forpupper larven sig, og ca. 2 uger senere er de nye admiraler på vingerne. Det sker som regel i slutningen af juli - og de næste 2-3 måneder kan man nyde synet af de smukke sommerfugle, inden de sætter kursen mod det varme syden.