Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Den iltre spætmejse
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Den iltre spætmejse _ _

Af Ragna Lychau

Spætmejsen er let at kende - som den eneste af småfuglene kan den nemlig kravle nedad på træstammer og grene. Den er ikke større end en stor gråspurv, men den er en robust og frygtløs fugl, som forstår at sætte sig i respekt blandt de andre småfugle. Den klatrer målbevidst - ja nærmest aggressivt - rundt på træer og grene, og på foderbrættet hersker spætmejsen suverænt over de andre småfugle! Andre gange kan man se, hvordan den bogstaveligt talt sætter sig på fedtkuglerne og vogter over dem. "Her er det mig, der bestemmer!" kunne være dens motto. Overfor flagspætten kommer spætmejsen dog til kort - den er der ingen, der kan slå! Udover dens specielle adfærd kan man kende spætmejsen på den blågrå ryg, rødbrune underside og en tydelig sort stribe igennem øjnene.

Nøddeknækker
I yngletiden lever spætmejsen især af insekter og larver, som den hakker ud af træernes bark. Men det meste af året lever den af nødder. Allerede om efteråret hamstrer den agern, bog og hasselnødder i stor stil, som derefter gemmes væk i spætmejsens mange depoter. Lægger man solsikkekerner og jordnødder ud på foderbrættet, kan den lille iltre fugl på ganske få timer rydde alle herlighederne af vejen. Fangsten bliver selvfølgelig gemt til dårlige tider.
Hører man ivrig banken og hakken i skoven, er det altså ikke altid spætten, der er på færde. Det kan ligeså vel være spætmejsen som er i gang med at få hul på en nød eller et agern.

Kun i løvskove
Især folk i det østlige Danmark har fornøjelse af den sjove fugl. Det vil sige Østjylland, Sjælland og øerne. Den holder nemlig kun til i bøge og egeskove, og hist og her i store, gamle parker og haver. Da der er flest løvtræer i det østlige Danmark, er det her spætmejsen er mest udbredt.