Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Får spætter hovedpine?
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Får spætter hovedpine? _ _

Af Ragna Lychau

En tur i skoven bliver tit og ofte beriget af en trommehvirvel eller to. Det er spætter, der trommer løs på stammer og grene. På den måde kan hannerne lokke hunnerne til - og markere deres territorium overfor andre fugle. Spættens trommen fungerer kort sagt ligesom sangfuglenes sang.
Ofte finder spætten en hul, tør stamme at hakke i. Så lyder trommelyden ekstra kraftigt. Nogle spætter kan finde på at bruge de løse metaldæksler på telefonpæle eller metalmaster på højspændingsledninger til deres koncerter. Det fungerer særdeles effektivt som "forstærkere".
Trommeaktiviteten er størst i marts-april.

Ondt i hovedet?
En spætte hakker i træ tusindvis af gange hver dag. Det slider på næbbet, som praktisk nok vokser hele tiden. Man regner med, at en stor flagspætte kan slide tre "næb" op på et år. Men hvorfor får spætter ikke hovedpine af alt det hakkeri? Det gør de ikke, fordi de har en slags fjeder mellem næbbet og kraniet, og det tager af for stødene.

En spraglet fætter
Den store flagspætte er langt den almindeligste af vores spætter, så det er næsten altid den man kan høre. Med sin spraglede sort-hvide-røde fjerdragt er den også let at kende fra andre fugle. Den findes overalt i vore skove, og er man så heldig at bo i nærheden af en skov, kan man også se den flotte spætte ved foderbrættet i haven.

Ungerne fodres
I juni har de store flagspætter om ikke "hænderne fulde" så i al fald forrygende travlt. Ungerne er kommet ud af æggene og de tigger om mad - hele tiden! Mens ungerne er små, må de fodres op til et par hundrede gange om dagen, så der skal fanges en masse insekter af mor og far. Senere fodres de ikke så meget. Det er nemlig nødvendigt at de slanker sig, inden de er flyvefærdige. Ellers kan de ikke komme ud af redehullet!