Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Fuglerestauranten åbner
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Fuglerestauranten åbner _ _

Af Jesper Bønløkke

Så er vi igen kommet til den årstid, hvor man skal stå op før solen. Mens jeg i morges lå i mørket og ventede på det helt rigtige tidspunkt til at forlade dundynens behagelige selskab, kom jeg til at tænke på alle småfuglene, som tilbringer natten udendørs. Nu er det vist ved at være tid til at genoptage fuglefodringen!

Nogle fodrer fuglene hele året - og de belønnes ofte med flere fugle i haven. For mit eget vedkomne lukker fuglerestauranten om foråret, når antallet af besøgende falder.
Den væsentligste grund til at fodre fuglene i haven er, at man på den måde får flere fugle at kigge på fra køkkenvinduet. Det er nok kun i meget kolde vintre - den slags vintre, som efterhånden ikke er almindelige herhjemme mere - at fuglene direkte har brug for vores føde-supplement. Men selvom fuglene ikke ligefrem sulter, lader de sig gerne lokke med godbidder. De mest eftertragtede foder-emner er frø, som er rige på olie fx hirse, hamp, hør og solsikke. Man kan enten købe en pose af det blandede frø fra supermarkedet eller købe frøtyperne hver for sig og lave sin egen blanding. Det letteste er selvfølgelig at købe en færdig blanding. Men det kan godt betale sig at være lidt opmærksom på, hvad der er i posen. Ofte er der nemlig meget korn, som er billigt, men ikke specielt populært hos fuglene - bortset fra duer og fasaner. En blanding, som er meget populær blandt fuglene, er supermarkedets parakitblanding. Det er normalt noget, man køber til stuefugle, men de vilde fugle er også vilde med de små hirse- og hørfrø. Generelt kan man sige, at jo flere forskellige fødetyper man har på menukortet, jo flere forskellige gæster kommer der på restauranten.

Denne vinter arrangerer OBSnatur og Dansk Ornitologisk Forening for fjerde gang Den store Vinterfugletælling. Den store Vinterfugletælling løber af stablen i ugerne 3-6, og her opfordres alle til at indberette, hvilke fugle man ser i haven. På den måde får man et fint billede af fuglenes fordeling i det danske vinterlandskab - og en undskyldning for at stoppe lidt op og nyde synet af gæsterne på havens foderbræt.

Læs mere om Den store Vinterfugletælling 2010 på www.obsnatur.dk