Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Halsbåndmus
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Musene flytter ind _ _

Af Jesper Bønløkke

På denne årstid kan man få uønsket selskab i huset af mus. Der er flere muse-arter, som gerne vil leve i vore huse og gå på opdagelse i køkkenskabe mm. Den mest almindelige er nok husmusen, som lever det meste af året indendørs, da den ikke kan klare den danske vinter udendørs. Men der er også en anden museart, som også gerne vil flytte indenfor i de koldeste måneder, nemlig halsbåndmusen.

Halsbåndmusens pels er brun på oversiden og helt hvid på undersiden. Overgangen mellem de to pelsfarver er meget skarp, og det er et af de bedste kendetegn, når man skal adskille den fra skovmusen, som ligner den meget. Halsbåndmusen har et gulbrunt bånd, som løber tværs over brystet og ned mellem forbenene. Det er dette bånd, som har givet musen navn.

I naturen lever halsbåndmus af mange forskellige plantedele: Agern, bog, hasselnødder, kastanjer og frø fra nåletræer, urter og græsser. Den lever en stor del af sit liv i gange under jorden og kommer først frem om natten for at lede efter føde i skovbunden. Musen graver selv sit underjordiske gangsystem, der både indeholder opholdsrum, redekammer og fødedepoter. Halsbåndmusen yngler fra april til oktober. Men i år er det oldenår med masser af museføde, så musene kan måske yngle helt hen på vinteren.

Hvis musene forlader skoven og flytter indendøre, lever de af de samme madvarer som husmusen - de roder også på samme måde som husmus, men normalt gør de ikke så stor skade. Det lugter heller ikke så grimt, når halsbåndmusen er på besøg. Det er med andre ord ikke den værste gnaver, man kan få besøg af.

Halsbåndmusen er en rigtig klatremus, og man ser også tit den adrætte mus på foderbrættet om vinteren.