Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Hvepsens søde tand
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Hvepsens søde tand _ _

Af Jesper Bønløkke

Det er sommer og kaffebordet er dækket på sommerhusets terrasse. Parasollen er slået op, så farmor kan sidde i skyggen. Nu kommer mor med lagkagen og alle begynder at synge: "I dag er det Lasses fødselsdag......." Den hyggelige stemning forsvinder dog som dug for solen, da Nanna stikker i et skrig og styrter væk fra bordet. Her har en hveps indtaget hendes bolle med syltetøj. Farfar vælter sin kaffe, da han prøver at ramme hvepsen med et baghåndsslag med avisen.

Mange har sikkert oplevet en situation som denne, hvor en lille gul og sortstribet hveps får et familiemedlem til at glemme tid og sted og løbe skrigende bort. Eller til at tage kampen op uden tanke for porcelænets skæbne. En hveps, eller almindelig gedehams som den egentlig hedder, er ikke et populært dyr. Det, der gør den upopulær, er kombinationen af dens søde tand og dens skarpe brod.

Almindelig gedehams er almindelig over hele landet. I naturen lever de af søde safter fra moden frugt og blomster. Arten hører til den gruppe af gedehamse, som kaldes sociale gedehamse. De bygger et stort bo, med en dronning, hanner og en masse arbejdere. Boet kan enten placeres under jorden i en gammel muserede eller i et hult træ, et stendige eller under taget på et gammelt hus.

Samfundet grundlægges om foråret af en dronning, som har overvintret. Når dronningen har fundet et egnet sted til boet, begynder hun at samle byggemateriale. Byggematerialet er træ, som dronningen tygger til et papir-agtigt materiale. Hun bygger en lille rund kuppel med små celler til æggene. Det første kuld larver, som kommer ud af æggene, passer og fodrer dronningen selv. Men så snart larverne har udviklet sig til voksne arbejdere, er det dem, som bygger boet stort og passer alle de larver, som kommer ud af dronningens æg. I løbet af sommeren kan boet blive lige så stort som en fodbold og huse helt op til 5000 hvepse. Sidst på sommeren udvikler en del af larverne sig til dronninger og hanner. De flyver ud og parrer sig, og dronningerne opsøger steder, hvor de kan overvintre. Hannerne dør. Det er især på dette tidspunkt, at gedehamsene kan være en plage. Børnepasningen er overstået, og der er masser af terrasse-borde at kaste sig over.