Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Hvor er fuglene?
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Hvor er fuglene? _ _

Af Jesper Bønløkke

I haven er foderbrættet dækket op med det lækreste foder, man kan forestille sig. Her er solsikkekerner, hampefrø og hirse - alle så sprængfyldte af fedtstoffer, at hele kvarterets fugle burde stå på nakken af hinanden for at komme til fadet. For ikke at tale om alle de skandinaviske fugle, som efter en sommer i de nordlige nåleskove her har muligheden for at stifte bekendtskab med et veldækket dansk frokostbord! Men haven er lige så tom for fugle, som et jysk politidistrikt er for betjente under Klimatopmødet. Men hvor er fuglene henne? For de er vel ikke alle fløjet til Bella Centeret, for at få en bid af topmødekagesmulderet?

Nej, jeg tror jeg har fået en konkurrent, som er svær at bide skeer med. For fuglene kan være nogle troløse venner at lave middagsaftaler med. Får de et bedre tilbud, ender man med at sidde alene tilbage med sine solsikkekerner og mejsebolde. Og i år tror jeg, at fuglene er blevet inviteret til det store tagselvbord i landets skove og parker. I år bærer eg og bøg nemlig rigtig mange frø. Man siger, at det er olden-år. Sådanne oldenår indtræffer ca. hvert 3-6 år. I gamle dage lod man svinene æde sig fede i de næringsrige olden, men i dag er det især hjorte, mus, egern foruden duer, skovskader, fasaner, musvitter og finker, som nyder godt af det store fødeudbud.

Det bliver spændende at se, om de mange bog og agern betyder, at der bliver talt færre fugle under årets Vinterfugletælling, end i de foregående år. På et tidspunkt får fuglene og de andre dyr måske tømt skoven for frø - så kan det være, at fuglene vil tage til takke med mit foder. Kommer der sne, som dækker det store tagselvbord, vil fuglene sikkert også drage mod haverne for at søge føde. Og de skal være hjertelig velkomne, selvom de ikke har været helt trofaste!

Den store Vinterfugletælling starter den 16. januar og varer indtil 14. februar. Den arrangeres af Friluftsrådet og forlaget ConDidact i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening.

Læs mere om vinterfugletællingen på obsnatur.dk