Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Invasionen fra Afrika
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Invasionen fra Afrika _ _

Af Jesper Bønløkke

Hvert år flyver millioner af fugle tusindvis af kilometer på deres træk mellem det sted, hvor de yngler og deres vinterkvarter. Vi kender alle gøgen, svalerne og nattergalen, som hvert forår kommer flyvende hertil fra Afrika. Men vidste du, at der også er mange insekter, som kommer trækkende langvejs fra? En af de sommerfugle, som kommer til Danmark helt fra Afrika, er tidselsommerfuglen. Det er en stor og farvestrålende sommerfugl med orange, hvide og sorte vinger. I år er der rigtig mange af de flotte sommerfugle i Danmark.

De danske tidselsommerfugle kommer fra Nordafrika. Her er de aktive og lægger æg året rundt. I løbet af vinteren kan antallet af sommerfugle i Afrika blive meget stort, og hvis der er rigtig mange, invaderer de hele Europa, når det bliver forår. De ankommer til Danmark i maj og juni. Nogle år ses der kun få tidselsommerfugle i Danmark, men andre år er de meget talrige - som i år. I løbet af de sidste 20 år har der været rigtig mange tidselsommerfugle i 1988, 1996, 2003 og nu i 2009. Invasionen her i 2009 ser ud til at være den største, der nogensinde er registreret her i landet.

I Danmark ses tidselsommerfuglene på mange forskellige blomster - blandt andet som navnet antyder på tidsler. I haverne kan man se dem på sommerfuglebusken. Tidselsommerfuglene lægger æg på tidsler og andre planter, og sidst i juli er en ny generation af dansk-udklækkede sommerfugle på vingerne. Sommerfuglene flyver indtil oktober, men de kan ikke klare den danske vinter - hverken som voksen sommerfugl, æg, larve eller puppe. Nogle tidselsommerfugle trækker sydpå igen om efteråret, men om de nogensinde når helt til Afrika ved jeg ikke....

Tidselsommerfuglen er en af de mest udbredte dagsommerfugle i verden - de eneste steder, hvor den ikke findes er på Antarktisk og i Sydamerika. I slutningen af juli var jeg i Grækenland, og her vrimlede det med tidselsommerfugle på blomstrende timian. Og da jeg kom hjem, sad de på min sommerfuglebusk i haven. Lige nu er der tidselsommerfugle overalt i landet. Nogle steder - blandt andet i Vestjylland og Nordjylland - er der utrolig mange. Her kan man på visse lokaliteter se tidselsommerfugle i hundredevis eller tusindevis.