Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Med horn i panden og gedebukkeskæg
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Med horn i panden og gedebukkeskæg _ _

Af Ragna Lychau

I nogle af vore kirker kan man stadig beundre kalkmalerierne fra middelalderen - og Fanden og hans djævle er gerne en del af sceneriet. Disse onde skabninger var ofte malet med bukke-horn eller bukke-ben. Og da heksejagterne satte ind i 1600-tallet, sagde man at heksene mødtes for at tilbede Djævelen - i skikkelse af en gedebuk!

Thors gedebukke
Geder er normalt venlige og rolige dyr, så det kan være svært at forstå, at de har haft sådan et dårligt "image". Men forklaringen er den, at de første kristne, som kom til Danmark, ville udrydde alt, hvad der havde med den gamle religion at gøre. Før kristendommen kom hertil ofrede man gerne geder til guderne i de hellige moser. Og i vikingetiden troede man, at guden Thor kørte rundt på himlen i en kærre, trukket af to gedebukke. Derfor ville kirkens folk fremstille geden - og de gamle skikke - som noget ondt, man skulle holde sig fra.

Nøjsom og nyttig
Trods sit blakkede omdømme blev geden ved med at være en del af husholdningen i mange hundrede år. Man brugte gedens mælk, kød og skind. Skindet blev blandt andet brugt til at lave pergament af, før papiret blev almindeligt i 1500-tallet. På den tid blev Bibelen altså skrevet på dette ugudelige dyrs skind!
Geden er kendt for at være både nøjsom og altædende. Den kan både æde græs, bark og brændenælder, og den kan fordøje næsten alle former for planter. Med god grund har man derfor kaldt geden for "fattigmands ko", for selv de mindste husmandssteder havde jord nok til en ged. Uden gederne ville mange fattige børn uden tvivl være døde af sult.

Dansk landraceged
Modsat de fleste andre af vore husdyr har den danske landraceged ikke være udsat for den store "forædling". På historiske billeder kan man se, at geden næsten ikke har ændret udseende i mange år. Men i dag er der ikke mange eksemplarer tilbage. På de store farme, hvor man holder geder for mælkens skyld, udskiftes landracegeden nemlig med importede malkegeder.