Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Skrubtudsen - vortet og berygtet
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Skrubtudsen - vortet og berygtet _ _

Af Ragna Lychau

Skrubtudsen har alle dage haft et blakket rygte. I gamle dage troede mange mennesker, at den stod i ledtog med hekse eller Djævelen selv! Hekse kunne forklæde sig som skrubtudser, så man skulle passe godt på, hvis man mødte en skrubtudse. Den kunne jo sende en forbandelse over én.
Skrubtudsen optræder også i mange eventyr, hvor heltinden kysser den ækle tudse, som derefter forvandler sig til en flot prins!

I dag er der næppe nogen som forbinder skrubtudsen med mørk magi, om end nogen stadig synes den er lidt ækel. Mange haveejere er dog glade for den, fordi den æder snegle og andre skadelige smådyr. Skrubtudsen er helt uskadelig for mennesker, og selvom dens hud er giftig, er der intet at frygte. Heller ikke hvis man tager den op i hænderne eller giver den et kys! Ser man ordentligt efter, vil man opdage, at skrubtudsen faktisk har meget kønne, kobberfarvede øjne. Så helt igennem grim er den ikke.

Skrubtudsen trives ganske godt i Danmark, og den er vores mest almindelige tudse. Den findes i næsten hele landet. Andre padder er meget mere sjældne.