Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Spættet sæl - en nysgerrig fætter
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Spættet sæl - en nysgerrig fætter _ _

Af Ragna Lychau

Den spættede sæl er den mest almindelige sæl i Danmark. Samtidig er den en nysgerrig fætter, der gerne kommer ganske tæt på land, så man kan ofte være heldig at få øje på den, når man går langs stranden.

Alle spættede sæler er forskellige. Pelsen er lysegrå til brungrå overstrøet med et uregelmæssigt mørkt mønster. Farven varierer desuden fra sted til sted. I de indre farvande er sælerne mørkere end i Vadehavet. Hovedet er kort og hundeagtigt med et tydeligt knæk i profilen mellem snude og pande. En sælunge har samme udseende som den voksne sæl, når den fødes - naturligvis bortset fra størrelsen! Derfor kan ungen følge med moderen ud i vandet straks efter fødslen. Ungen dier hos moderen i omkring en måned, derefter må den klare sig selv.

På uforstyrrede sandrevler og stenrev kan man af og til se flokke af sæler ligge og hvile sig. Her kan de være i fred. Og flokken giver bedre beskyttelse mod fjender. Den spættede sæl kan også sove ude i vandet. Den kan nemlig stå lodret i vandet og sove. Med flere minutters mellemrum kommer den automatisk op til vandoverfladen for at trække vejret - uden at vågne.

I dag har den spættede sæl ikke mange fjender i de danske farvande. Det skulle da lige være, hvis en spækhugger skulle dukke op. Det sker ind imellem, og spækhuggere har gerne sæler på menuen. Engang var spættet sæl imidlertid et eftertragtet bytte for danske jægere. Dels på grund af den smukke pels, dels på grund af spækket, som blev omdannet til tran. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet forsøgte man endda at udrydde sælen, fordi man mente den konkurrerede med fiskerne!