Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Svalens fornemmelse for mudder
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Svalens fornemmelse for mudder _ _

Når sommeren går på hæld, samler svalerne sig i store flokke. Men ikke tilfældigt. Næ nej, de har en plan. De cirkler over rørskoven og sætter sig en for en på de slanke, tørre siv. Som tiden går, kommer flere og flere svaler til, så sivene knager under vægten af de mange fugle. Indtil de pludselig begynder at synke. Ganske stille og umådelig langsomt synker sivene ned i søens bløde mudder. Og svalerne følger med. Et sidste plop og sommerens luftakrobater er forsvundet. Nede på bunden af søen, begravet i dynd og mudder, ligger de trygt og godt og venter på foråret, hvor de igen kan stige op af mudderet og på elegante vinger jage insekter over mark og eng.

Når landsvalerne dukker op i april, kommer de nu ikke op fra søernes og fjordenes mudder. Det var godt nok en udbredt opfattelse helt op til det 19. århundrede, men i dag ved vi, at landsvalen er en trækfugl, som tilbringer vinteren i Afrika syd for Sahara. Svalens forkærlighed for mudder er derimod reel nok.

I maj, kort tid efter landsvalen er ankommet til Danmark, begynder amorinerne at røre på sig. Der er kærlighed i luften. Parringstiden begynder, og så skal der bygges rede. Landsvalen anlægger næsten altid sin rede inde i huse og vælger, tro mod sit navn, ofte en stald eller lignende. Reden bygges højt oppe og består af strå, som den klistrer sammen. Og det er her mudderet kommer ind i billedet. I vandpytter og mudderhuller samler den hundredvis af små mudderklumper, som den en for en flyver tilbage til reden og klistrer på. Resultatet er en stabil, opmuret skål, som hvis den ellers er lavet ordentligt, nok skal give de kommende æg og unger den nødvendige beskyttelse.

Landsvalen har altså en særlig fornemmelse for mudder. Dog ikke i nedsunket vintersøvn, men som hårdtarbejdende murersvend.