Find dyr
Tema
Naturhistorier
Artikel
Vinterfugle ved foderbrættet
Afsnit
 
Temaer - Naturhistorier

Vinterfugle ved foderbrættet _ _

Af Ragna Lychau

Fugle ved foderbrættet liver op i selv den mest triste vinterhave. Læg foder ud til fuglene - og vær med i Den store Vinterfugletælling på www.obsnatur.dk

Lægger man foder ud i haven til vinterens fugle, gør man ikke alene de fjerede dyr en tjeneste. Man får også chancen for at se en masse forskellige fuglearter boltre sig ved foderstedet - og det kan være et rigtig festligt syn. Dompappen er en af de flotteste med sit smukke røde bryst og mejserne er livlige og hurtige at se på. Andre flittige gæster er gråspurv, skovspurv, bogfinke og grønirisk.

Kamp til stregen
Det kan gå hårdt til, når fuglene skal til fadet. For hvem ved, om der også er mad i morgen? Af og til kan man se sjaggeren og solsorten slås om nedfaldsæbler og bær. Sjaggeren render som regel af med sejren, for den er den stærkeste. Den vogter nidkært over maden, og så længe den bor i haven, må solsorten flytte sig. En anden fyrig fætter den lille rødhals. Den tåler ikke andre rødhalse i haven, og den jager resolut fremmede artsfæller på flugt.

Få tal på fuglene
Er man først begyndt at holde øje med fuglene ved foderstedet, får man mere blik for, hvor mange forskellige arter der dukker op. Og hvorfor ikke dele denne viden med andre? Til januar starter Den store Vinterfugletælling, hvor alle kan være med til at tælle fugle i haver, parker eller på altanen. Målet er dels af få mere at vide om, hvilke arter der er flest af ved foderstedet og om vi får "uventede gæster" fra andre lande. Og dels at give flere mennesker nogle gode naturoplevelser!

Den store Vinterfugletælling er arrangeret i samarbejde mellem Friluftsrådet, ConDidact og Dansk Ornitologisk Forening. Find flere oplysninger om Den store Vinterfugletælling på www.obsnatur.dk